Tilbage

Samarbejdet om turismen er altafgørende

Allan A. Agerholm
Af Allan L. Agerholm
Bestyrelsesformand for VisitDenmark

Turismen er en branche i rivende udvikling, Globalt så vel som her i Danmark.

Levestandarden stiger rundt omkring i verden, folk bliver mere veluddannede, og som en naturlig forlængelse af den voksende velstand kommer lysten naturligt til at rejse ud og besøge andre lande.

Det går hurtigere og hurtigere med at orientere og beslutte sig. Det hele klares ved nogen få klik på mobilen eller ved hjælp af voice search.

En særlig fordel ved turismen er, at den skaber arbejdspladser over hele landet, og at det er arbejdspladser, der bliver i Danmark. I VisitDenmark har vi i disse år et særligt fokus på også at markedsføre Danmark i skuldersæsonen, det vil sige på hver side af sommer-højsæsonen.

Hvis vi i højere grad kan gøre Danmark til en helårsdestination, vil det bidrage til at sikre en turisme, der skaber arbejdspladser året rundt samt grundlag og livskvalitet for befolkningen rundt omkring i Danmark. Et Danmark i balance.

Stor stigning i skuldersæsonen

Overnatningstallene for 2018 viser en vækst i udenlandske overnatninger på 3,4 procent. Dermed endte 2018 på i alt 27,6 millioner udenlandske overnatninger.

Det er en all time high rekord og slår den hidtidige rekord fra 1993 på knapt 27 millioner udenlandske overnatninger. Dengang oplevede vi en eksplosion i udenlandske overnatninger fra det nye samlede Tyskland.

I de senere år har vi også set en stor stigning i turistovernatningerne i skuldersæsonen, både i hovedstaden, men også i kyst- og naturområderne hvor vi har fået cirka 1,5 millioner flere turistovernatninger i skuldersæsonen siden 2013.

Turisterne bruger flere og flere penge

Samtidig har vi de senere år set en stor stigning i døgnforbruget hos de udenlandske turister. Det er steget med cirka 60 procent fra 2014 til 2017.

Effekten af turisternes forbrug skabte en beskæftigelseseffekt på 161.000 job i 2018.

En stor del af den stigende turismeomsætning skyldes bl.a., at turisterne bruger flere penge på at gå ud og spise, på at handle dagligdagssvarer og på at shoppe. Det skaber altså også omsætning i andre erhverv, blandt andet inden for detailhandlen, transportører med mere.

Destinationsudvikling gavner både turismen og mulighederne for de lokale borgere, der får udviklede by-, kyst- og naturmiljøer.

Hård konkurrence kræver et godt samarbejde

VisitDenmarks prognose for 2019 regner med en vækst på 2,25 procent i år. Dermed er der lagt op til en vækst i antallet af overnatninger for syvende år i træk.

Men hvis vi kigger på målsætningen for 2025 fra Det Nationale Turismeforum om tre procents gennemsnitlig årlig vækst, ligger vi i underkanten af målsætningen. Endvidere løber lande som Holland, Tyskland og Sverige fra os med højere vækstprocenter.

Så hvis vi fortsat skal have en del af den stigende rejselyst, kræver det, at der hele tiden sker nyudvikling i turismen, så vi hele tiden har nye fortællinger at markedsføre Danmark på. Og at markedsføre nye fortællinger kræver, at vi har tilstrækkeligt markedstryk til at trænge igennem en global kommunikationsmur, der bliver højere og højere også i forhold til de ressourcer, som vores konkurrenter bruger i markedsføringen.

Endvidere er det meget vigtigt med et rigtig tæt samarbejde i branchen. Gennem samarbejde gør vi kagen større – vi bliver ikke samlet set rigere af at flytte rundt på den samme turist fra den ene kommune til den anden.

Det er helt afgørende, at vi koordinerer og sammentænker vores forskellige indsatser imod det fælles mål at få flere turister til Danmark. Det gør vi blandt andet ved at binde alle de store og små unikke steder, oplevelser og stemninger på destinationerne sammen i en fælles Danmarks-fortælling. Og det gør vi ved at videndele i branchen om data og nye indsigter om turisternes adfærd både før, under og efter rejsen.

Vi håber, at den nye erhvervsfremmereform for turismen, med færre og større destinationer, kan være med til at øge den samlede sammenhængs,- kompetence- og ressourcekraft. Det er altafgørende med et tæt samarbejde om turismen, og at vi bruger ressourcerne effektivt og øger effekten i forhold til at tiltrække flere udenlandske turister til Danmark. Vi skal have alle de unikke fantastiske fortællinger fra hele Danmark i spil på en koordineret måde.

Væksten skal være klog

Når det drejer sig om at tiltrække flere turister, følger vi udviklingen tæt. Turismen kan på den ene side være med til at skabe job, vækst og velstand i Danmark, men på den anden side skal der også tages hensyn til borgerne og miljøet.

I VisitDenmark er vi ved at danne os et overblik over de udenlandske turisters holdning til bæredygtighed på en lang række parametre, og vi vil være i dialog med vores samarbejdspartnere i branchen om dette spørgsmål.

Vi er i Danmark på nuværende tidspunkt, generelt set, langt fra en situation med for mange turister. Men det er vigtigt, at vi får en nuanceret debat om, hvad turismen kan for vores samfund, og hvordan vi håndterer fremtiden klogt.

Ny bestyrelse og strategi

VisitDenmark har i år fået en ny bestyrelse besat af stærke kompetencer inden for turisme, international markedsføring og digitalisering. Vores nuværende strategi Smart Tourism udløber ved årsskiftet, og vi vil bruge året til sammen at sætte kursen for fremtiden.

Det er blandt andet vigtigt, at VisitDenmark hele tiden er ”second to none” på viden om turisterne, at vi har en tæt dialog med vores samarbejdspartnere, og at vi forstår hvordan vi i samarbejde med aktørerne i dansk turisme, skaber værdi for hinanden, og vi skal hele tiden være i front på det digitale område.

Bestyrelsen i VisitDenmark

Medlemmerne af VisitDenmarks bestyrelse er udpeget ud fra deres personlige egenskaber af erhvervsministeren efter anbefaling fra en rådgivende nomineringskomité.

Formanden er udpeget af erhvervsministeren, mens næstformanden er valgt af bestyrelsen.

Bestyrelsen er udpeget den 1. januar 2019 for en treårig periode.

  • Allan A. Agerholm
    Formand
    Allan L. Agerholm
    Adm. direktør
    BC Hospitality Group A/S
  • Ulla Tofte
    Næstformand
    Ulla Tofte
    Direktør
    Museet for Søfart A/S
  • Birthe Becker
    Bestyrelsesmedlem
    Birthe Becker
    Chief Commercial Officer
    Arp-Hansen Hotel Group
  • Philip Høeg Kildegaard
    Bestyrelsesmedlem
    Philip Høeg Kildegaard
    Director of eCommerce & Sales
    Scandinavia NOVASOL A/S
  • Martin Aadal Nielsen
    Bestyrelsesmedlem
    Martin Aadal Nielsen
    Sales & Marketing Director
    Legoland ApS
  • Tim Frank Andersen
    Bestyrelsesmedlem
    Tim Frank Andersen
    Chief Digital Officer
    Charlie Tango
  • Camilla Dvinge
    Bestyrelsesmedlem
    Camilla Dvinge
    Direktør
    DANCAMPS
  • Jens Hausted
    Bestyrelsesmedlem
    Jens Hausted
    Direktør
    Dansk Kyst- og Naturturisme
  • Mikkel Aarø-Hansen
    Bestyrelsesmedlem
    Mikkel Aarø-Hansen
    Adm. direktør
    Wonderful Copenhagen